Sandheden om mine tænder

"... senere i livet fandt jeg ofte selvdestruktive veje, jeg kunne gå ad. De var tryggere end konformitetens veje, der havde tygget mig i stykker og spyttet mig ud. Når man selv vælger at fucke up, føles det ikke, som endnu en ting der er sket én, men som et statement om, at man endelig selv bestemmer. Når man er blevet snakket hen over, som er man luft, nok gange, når man en grænse, hvor det at søge andres anerkendelse bliver lige meget."

Det startede altså ikke sådan. Det startede faktisk helt okay. Som barn var jeg meget tillidsfuld, jeg ville alle mennesker. Min legekammerat Bjørn fra børnehaven havde sagt, at han gerne ville være brandmand, så derfor kunne jeg godt regne ud, at det ville være smart, at sige, at ’så ville jeg være brandkone’, for samhørighed er jo rart.

Jeg troede ganske naivt, at alle familier var som min, indtil jeg blev lidt for gammel. Jeg troede alle var empatiske mennesker der gik op i politik og miljøet. Det troede jeg virkelig. Jeg troede verden var god.

pige ved dør
Illustration: Aya Mathilde Stobbe

Min far har haft migræne det meste af min barndom, og min mor har knoklet for to. Min bror og jeg har kun halvandet år i mellem os aldersmæssigt, så vi er vokset op som en slags pseudo-tvillinger. Han var den gode tvilling. Den blide, den rolige og den med vennerne. Jeg var den der altid fik “nej”, den der kunne sidde og ringe hele klasse-listen igennem uden at nogen kunne lege.

Da jeg startede i første klasse begyndte mine usikkerheder. Der var en mærkelig stemning i de linoleumsduftende rum. Alt hvad der før var tilladt, var nu under censur, og jeg var nok lidt som en hund i et spil kegler. Jeg kendte slet ikke til sociale rangordner og hierarki. Jeg var bare et lille drømmende menneske, der troede, at jeg kunne blive alt.

Det startede så fredeligt i børnehaven, livet var godt og mit. Jeg havde dengang slet ikke gennemskuet, at min følsomhed som menneske fremover i livet ville spænde ben for mig.

Den skæbnesvangre dag fik min klassekammerat, Louise, at vide at ‘nu skulle hun ikke gå på toilettet mere i den matematiktime’, fordi at hun brugte det som undskyldning for at undgå det hun synes var svært. Ja, faktisk ville læreren ikke have, at nogen af os gik på toilettet i timen.

Erik Stanley, som han hed, var af den gamle skole. Gråt velfriseret hår med tydelig sideskilning, sorte firkantede briller, og et dertilhørende hårdt og misbilligende blik. Den slags lærer, der havde brugt spanskrør i sin tid, og synes, at det hele nu var blevet alt for blødsødent.

Jeg turde ikke sige, at jeg nu skulle jeg tisse.

Jeg kæmpede så længe. Og jeg kan stadig huske følelsen og lyden af, da jeg gav slip. Helt stille, totalt i panik. Da klokken ringede ud, rejste alle sig op og løb mod udgangen, Louise så pølen og råbte: ’’Ad! Mathilde har tisset på stolen!’’ Jeg kan stadig huske varmen, der steg op i mine kinder, da alle samledes rundt om mig, for at besigtige min ynkelighed. Stanley sendte mig på toilettet efter papir, med beskeden om at jeg godt kunne se at få tørret op, så det gjorde jeg, foran alle klassekammeraterne.

Når jeg, efter den dag, kom ned i skolegården, blev jeg ofte kaldt ’Tisse-Mathilde’ af de andre børn. Det var forfærdeligt ydmygende, konstant at blive mindet om episoden, så jeg foretrak at være indenfor på gangene eller i klassen. Hvis jeg var udenfor, prøvede jeg tit, at gøre mig usynlig.. F.eks. ved at gemme mig i en busk, hvor man ville ikke kunne ses udefra. Det var bare tryggere, at være tilskuer.

Faktisk var episoden så ydmygende, at da jeg på et senere tidspunkt i første klasse igen tissede i bukserne, sagde jeg det ikke til en sjæl. Ikke engang mine forældre. Jeg gemte det og gik hjem med våde bukser, og skaffede beviserne om min lavstatus af vejen, tænk hvis mine forældre opdagede det og også begyndte, at tænke, at jeg var klam?

Måske var det kun 15 sekunder, men i de 15 sekunder grundlagdes der ganske ufrivilligt et dybt tankespor i min hjerne, der kortlagde min plads i verden. Uønsket, persona non grata, uden for samfundet.

~Aya Mathilde Stobbe
I skolen lavede jeg vist en masse ballade. Jeg husker det ikke som ballade, men sådan virker ADHD’ere på andre. Den konstante motoriske uro, tankemylderet og dagdrømmeriet i timerne, var ikke noget, der imponerede nogen. Og jeg kunne ikke følge med i matematik. Jeg synes ikke, at det gav mening, den måde det blev forklaret på, og dengang var der kun den ene måde. Så jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at undgå at blive spurgt. Det så lærerne: Når jeg ikke vidste det, og meget tydeligt prøvede, at undgå øjenkontakt satte de en særlig ære i, at vælge at spørge mig. Jeg blev eksemplet på, hvorfor man skulle læse sine lektier (så man ikke blev dum og uopmærksom som mig).

Det var også mig, der kom i skole klædt i kopimærker som Baffalo, i stedet for den dyrere Buffalo, der jo var på mode. Jeg nænnede ikke, at fortælle min mor, at jeg fik kommentarer på det. Jeg kunne godt se på hende, at de var pressede økonomisk. To pædagoger med tilhørende ringe indkomster bosat i Birkerød. Min mor håbede hun havde sparet lidt penge på, at købe kopivaren, jeg lod hende blive i troen i mange år. Hun gjorde sit bedste, altid.

Jeg var en drømmer. Jeg kan huske, at være kommet for sent i skole talrige gange, fordi at solopgangen på vejen simpelthen var for smuk. Jeg var nødt til, at stoppe op og tage mentale billeder af himmelen. Jeg ville bare gerne fastholde nuet, det var betagende, og jeg følte lidt, at jeg var den eneste, der kunne se det. Alle menneskerne i bilerne, og på gaden skyndte sig fremad, de stoppede slet ikke op. Og så kom jeg for sent. Der var ikke fedt, at være et sted, hvor man altid rangerede lavest. Jeg fortryder ikke min barnlige eskapisme og kommen-for-sent. Den var jo selvforsvar.

Når man er blevet snakket hen over, som er man luft, nok gange, når man en grænse, hvor det at søge andres anerkendelse bliver lige meget. Man ryger ud over behovet for samhørighed, for den er der jo ikke. Man gider ikke blive ved med, at kæmpe for, at være en del af noget, der alligevel ikke vil én… Den følelse er farlig og destruktiv for et samfund.

~Aya Mathilde Stobbe
Dengang havde man også det her smarte system i gymnastik, hvor læreren udpegede to af de gode (alfa) elever, der så skulle vælge hver deres hold på tur. Det var altid klassens tykke dreng, Lau, den søde og lidt usikre Niklas og mig der stod tilbage. Hele processen var tå-krummende. Jeg prøvede altid at se skarp ud. Jeg ville så gerne være med i det fællesskab, men lige meget hjalp det. Kan huske følelsen af, at stå og svede foran alle, det var ydmygende. Efter lidt tid fandt jeg ud af, at der var et hemmeligt lokale ved siden af boldrummet, så når læreren kiggede væk, gemte jeg mig derinde. Jeg kan stadig huske lydene fra mit gemmested.

Den gang var jeg allerede begyndt at foretrække at høre stemmer lidt væk fra, så jeg ikke skulle forholde mig direkte. Det virkede meget mindre truende.

Da vi så begyndte på klasseturene, blev det hårdt. Jeg havde to veninder i klassen, en hollandsk og en kurdisk pige. Hvis jeg blev uvenner med den ene, dikterede min lavstatus at jeg mistede begge for en periode. Så i folkeskolen fik jeg min debut med, at skulle op, at stå foran en klasse og uddeles til en gruppe, der ville tage imod mig og lade mig bo på deres værelse, nu hvor jeg ikke selv havde fundet en gruppe. Det føles som en evighed fra, at læreren spørger ud i klassen, til, at nogen tager mig til nåde. Måske var det kun 15 sekunder, men i de 15 sekunder grundlagdes der ganske ufrivilligt et dybt tankespor i min hjerne, der kortlagde min plads i verden. Uønsket, persona non grata, uden for samfundet.

Senere i livet fandt jeg ofte selvdestruktive veje, jeg kunne gå ad. De var tryggere end konformitetens veje, der havde tygget mig i stykker og spyttet mig ud. Når man selv vælger at fucke up, føles det ikke, som endnu en ting der er sket én, men som et statement om, at man endelig selv bestemmer. Når man er blevet snakket hen over, som er man luft, nok gange, når man en grænse, hvor det at søge andres anerkendelse bliver lige meget. Man ryger ud over behovet for samhørighed, for den er der jo ikke. Man gider ikke blive ved med, at kæmpe for, at være en del af noget, der alligevel ikke vil én… Den følelse er farlig og destruktiv for et samfund.

Jeg er et følsomt væsen og min empati forbyder mig, at gro fast i bitterheden, og dermed blive farlig. Men min selvtillid derimod, er aldrig rigtig kommet sig. Jeg føler mig som en tilskuer. Jeg går ned ad strøget og ser på menneskene som fremmede fra mig, og jeg føler, at det er deres verden. Jeg tænker tit, at jeg nok er usynlig for dem. Det føles aldrig som om de rigtig ser mig.

Av
Illustration: Aya Mathilde Stobbe

Mine tænder gør ondt hver dag, jeg har gemt det fra de fleste mennesker længe.

I to år havde jeg en depression, der startede en lavine af problemer. Ekstragebyrer på regninger, der blev betalt for sent, dumme spontankøb i desperation for, at tænde bare en eller anden følelse af glæde indeni. Og så mine tænder, der bare fik lov at stå til.

Da jeg endelig begyndte, at reagere var jeg forgældet, havde en masse huller i tænderne, og følte mig stadig ikke som brugbart materiale til arbejdsmarkedet. Nu havde jeg så mange huller, at jeg på kontanthjælp, ikke havde nogen chance for, at lave andet end midlertidige plastfyldninger, der faldt ud løbende igen. Hurtigere end, at jeg kunne nå at betale regningerne, og jeg fik også brev fra RKI.

Sideløbende blev jeg sendt i praktik hos en meget fin modist i København. Jeg koncentrerede mig virkelig for, at være det han forventede, men jeg synes det var svært, at slå til. Den jobkonsulent, fra “anden aktør”, der havde min sag, og som havde været med til praktiksamtalen, havde nemlig smurt tykt på og fremhævet nogle kvalifikationer, jeg skulle besidde indenfor sy-faget, som var nærmest taget ud af tynd luft.. Men jeg gjorde mit bedste. Jeg ville jo gerne have foden indenfor, jeg ville gerne komme mig og være en del af samfundet igen.

Efter tre uger tænker jeg, at jeg vil nævne, at jeg har ADHD, som en forklaring på hvorfor jeg ikke er nået længere med mit liv, selvom jeg er sidst i tyverne. Han svar lammer mig: ’’Du har ADHD? Og så sender de sådan én ind til mig?!?’’ Jeg holdt ud en uge efter det, men derefter blev det for angstprovokerende og opslidende indefra, at være der.

Så brugte jeg to år på at få en revalidering igennem. Et helt igennem opslidende forløb, med tilhørende grænseoverskridende granskning af éns person og kompetencer. Ydmygende, er det ord, der for mig dækker det bedst. Sideløbende med revalideringssøgningen tog jeg matematik på VUC og knoklede så meget for det, at jeg fik 10 til eksamen. Og så kom jeg ind på min drømme-designteknolog-uddannelse. Jeg troede min lykke var gjort. Jeg startede op og fandt ud af, at det slet ikke gik. Skolen var ikke færdigbygget, og rummet jeg skulle lære i, var inddelt i klasser ved hjælp af spånplade-skillevægge. Så mens læreren prøvede, at undervise, var håndværkerne, der borede med slagboremaskiner desværre det eneste mit hoved kunne fokusere på. Oveni har jeg ingen gode sociale erfaringer fra skoletiden, og jeg var slet ikke med på alle de modeblogs og events, de andre snakkede om. Jeg havde bare mig og min skabertrang, og ikke noget smart image. Jeg var rædselsslagen for, at de skulle opdage min manglende værdi fra sekundet jeg startede der, så måske var det egentlig en lettelse, da jeg besluttede mig for, at give slip på den drøm og den verden.

Min tandpine er i disse dage så slem, at jeg i de mest mørke og trøstesløse timer om natten, har overvejet at skære tanden ud med en hobbykniv. Eller hive den ud med en tang. Jeg har ikke 4.000 kr. til, at få trukket min visdomstand ud for (eller 22.000, som det vil koste for hele munden).

En nat ringede jeg stortudende til 1813 med forfærdelige smerter. Jeg tiggede og bad damen i røret om hjælp, men hun henviste mig til tandlægevagten, som jeg jo ikke har råd til og ingen tandlæge vil tage mig ind på afbetaling, fordi jeg står i RKI. Igen var jeg skakmat.

Hun ville ikke udskrive smertestillende, det måtte jeg snakke med en tandlæge om. Jeg fik også et husråd med fra damerne i baggrunden, der mente jeg måske kunne tygge på noget is og bruge det som smertestillende.. .

Jeg synes, at jeg kæmper og har kæmpet det jeg kan. Jeg er træt af, at have ondt og stå stille i livet.

Jeg håber, at den nye generation vil lykkes i, at få et stærkere fællesskab på tværs af alle de skøre og overraskende mennesketyper, der findes. At vi som mennesker vil blive vurderet på vores personlighed, og ikke vores sociale status eller økonomiske situation, og at der igen vil blive plads til alle i Danmark. Også skraldemandens, rengøringshjælpens og pædagogens børn.

Aya Mathilde Stobbe

  • Tommy ,

    Stærkt. Tak!

    • Rikke ,

      Rørende at læse…tak fordi du deler!

      • Unck HD ,

        Stærkt skrevet. Glad for at du deler dine sjæle-sår, dine tanker, håb og ønsker med en ikke altid forstående omverdenen. Følelser kan være svære at forstå når man ikke selv har ligende oplevelsesreferencer at tolke ud fra. Mennesker vil altid handle ud fra deres egen tolkning af “virkeligheden” . En jeg kendte sagde altid, at der er “rart at se at der er andre der har det værre end en selv” I første omgang grinte jeg indforstået, senere undrede jeg mig over dette stupide udsagn. Det er aldrig rart at se mennesker have det “skidt” Det er måden vi håndterer det oplevede på der er afgørende for de mennesker vi møder på vores vej i livet, eller ikke mindst deres vej i livet.

        • bjarke ,

          Hårdt at læse, genkender meget af det, med mig var det gammel mælk de trak mig igennem da jeg tillod mig at lægge arm med den stærkeste i klassen og ikke tabte (vandt vist heller ikke, klokken ringede).

          Hvad kan man sige, Gud elsker de Søde og verdenen mangler drømmere, hold ved, der er masser af søde mennesker derude, man ser dem bare ikke for alle de højtråbende smartsnakkende idioter….

          Det der nok har hjulpet mig mest er at jeg er et hobbymenneske, du lyder som een der har (eller let kan få) interesser, kom ud og dyrk dem, livet ér fedt i sig selv, det er bare (mange af) os mennesker den er galt med….
          -Så vil du med tiden kunne smide eventuelle dårlige nerver og/eller selvbillede ud, begynde at kunne nyde det hele….

          Jeg så engang en hollywood skuespillerinde tale ud om hendes barndom og den mobning hun havde været ude for….
          Hvis hun skulle give hendes barnlige selv et råd ville det være at grine ad dem, om 20 år vil de stadig være tåber….;-)

          Add Comment Register



          Leave a comment