Rigeligt råd til velfærd

Danmark har aldrig været rigere. Det er derfor en skrøne, at vi ikke længere har råd til at finansiere det velfærdsniveau et stort flertal af danskerne ønsker. I artiklen her perspektiveres størrelsen af det offentlige underskud og den offentlige gæld, med forskellige økonomiske forhold, som eksempelvis udviklingen af husholdningernes nettoformuer, for at påvise, at den offentlige sektors størrelse ikke driver os mod afgrunden, som nogen politikere og debattører gerne hævder.

Det offentlige underskud overdrives

Når politikerne skal legitimere reformer / besparelser på offentlige udgifter og velfærd, peges der ofte på underskuddet på den offentlige saldo (udgifter minus indtægter), som eksempelvis var på 41,1 milliard kr. i 2015. Og saldoen har rigtigt nok været negativ de sidste syv år, undtagen i 2014 (pga ekstraordinære indtægter fra skatterabat-omlægningen af kapitalpensionen). Men mens man kan forstå på politikerne, at reformer og besparelser er kommet for at blive, så er underskuddene sandsynligvis blot midlertidige og vil som før blive afløst af overskud når krisen er helt forbi.

Først skal man være opmærksom på, at regeringen typisk vil forsøge at mindske krisen ved at øge efterspørgselen, fx ved fremrykning af offentlige investeringer, hvilket slår negativt ud på saldoen. Dvs. underskuddet bliver større det år. Dette er en kendt og klassisk måde at stimulere økonomien på i krisetid. Ligesom regeringen omvendt under højkonjunktur typisk vil, eller burde, forsøge at lægge en dæmper på efterspørgselen, fx for at mindske risikoen for inflation og flaskehalsproblemer mv.. Tiltag som den borgerlige regering efter manges mening forsømte og dermed forstærkede krisen. En del af det underskud som nogen bruger til at skræmme befolkningen med, kan derfor være et bevidst og yderst fornuftigt finanspolitisk valg. Faktisk er tænkeligt at Danmark var kommet lettere igennem krisen, hvis regeringen havde stimuleret efterspørgselen og altså midlertidigt øget underskuddet yderligere. Men den forrige regering valgte i stedet at tilslutte sig finanspagten, hvilket teknisk set betød at underskuddet ikke måtte overstige 0,5% af BNP og i praksis, at der blev lagt meget stramme bånd på et ellers klassisk socialdemokratisk værktøj. De sagde det ikke direkte, men langt hen ad vejen opgav de egen politik til fordel for De Radikales og Merkels højreorienteret sparepolitik.

Figuren ovenfor viser hvordan saldoen har varieret siden 1994 og lægger man tallene sammen giver det faktisk ikke et underskud med der imod et samlet overskud på over 77 milliarder kr.. Den offentlige saldo har altså IKKE været overvejende negativ over de seneste tyve år.

Man kan derfor ikke bruge saldoens historik og de aktuelle underskud som undskyldning for permanente nedskæringer. Og negativ saldo i en årrække under krisetid, betyder ikke nødvendigvis, at man bruger mere end nationen har råd til, hvilket vil fremgå endnu tydeligere i de kommende afsnit.

Den offentlige gæld overdrives

Et andet voldsomt tal, som kan skræmme og give folk indtryk af, at den offentlige sektor har en størrelse som fører nationen mod afgrunden, er den offentlige gæld på næsten 800 milliarder kr.. , svarende til ca 40% af værdien af alt det vi producerer på et helt år (BNP). Den kaldes ømu-gælden og er EU’s måde at opgøre de forskellige landes offentlige gæld. Da EU-landene opgør værdier og tilgodehavender (aktiver) på forskellig vis, har man valgt at se bort fra aktiverne og kun fokusere på passiverne, altså det der skyldes. Derfor er ømu-gælden en bruttogæld. MEN hvis vi skal vurdere om vi virkelig er på vej mod afgrunden, så skal vi selvfølgelig trække aktiverne, altså det vi har af værdi (fx indestående i Nationalbanken), fra. Ligesom i en privatøkonomi, så skylder det offentlige penge væk, men har også aktiver af værdi. Når vi trækker aktiverne fra passiverne i den offentlige økonomi så får vi en langt lavere nettogæld på 108 milliarder kr.

På figuren nedenfor ses forskellen og udviklingen af både ømu- og netto-gæld ifølge Danmarks statistik.

Det er således meget misvisende, at bruge ØMU- / Brutto-gælden, som argument for at vi ikke har råd til vores offentlige sektor, som vi kender den. I stedet bør man selvfølgelig forholde sig til den meget lavere Nettogæld.

Den offentlige gæld i perspektiv

Nu kan man jo indvende, at en negativ offentlig saldo på 41 milliarder og en samlet nettogæld på 108 milliarder også er meget store beløb. Og det er de rigtigt nok. Men er de større ,end vi har råd til? Er vi på vej mod afgrunden? Næppe! Lad os prøve at anskue beløbene i forskellige relevante perspektiver.

Først er det værd, at bemærke, at den offentlige nettogæld hellere ikke har været permanent de seneste år. Som det også fremgår af figuren ovenfor, havde det offentlige mere til gode end det skyldte i årene 2006 – 2011 (Den grønne kurve er under nul), hvilket selvfølgelig var et udslag af at man under seneste højkonjunktur i nullerne kunne betale af på gælden.

Om Danmark har råd til den velfærd vi kender, handler selvfølgelig ikke kun om den offentlige økonomi men om hele landets økonomi. Et interessant tal her er udlandsformuen, som er en opgørelse over hvad Danmark har til gode (eller skylder) overfor udlandet, når alt og alle borgere, institutioner, virksomheder osv. inddrages. Når alt gæld (vi skylder til udlandet) trækkes fra alle tilgodehavender (Værdier vi har / ejer i udlandet) har Danmark som helhed et kæmpe plus på 816 milliarder kroner. Denne positive Udlandsformue er altså til sammenligning, mere end syv gange større end den offentlige Nettogæld!

Et tredje perspektiv på om størrelsen af det offentliges underskud og gæld virkelig er mere end vi har råd til, er de danske husholdningers nettoformue. Hvor meget mindre ville Danmark så og sige være værd, hvis man med et snuptag afbetalte et beløb af svarende til den offentlige nettogæld? Ved indgangen til 2015 havde de danske husholdninger en nettoformue på hele 6617 milliarder (JF. figuren nedenfor).

Betalte husholdningerne hele Danmarks samlede offentlige nettogæld (6617 – 108 = 6509) ville nettoformuen blot være 1,63% lavere. Således ville hver eneste dansker, inklusiv børn, i gennemsnit stadig være god for værdier til mere end 1,1 million kr. hver. Hvis altså formuerne havde været lige fordelt, hvilket desværre ingenlunde er tilfældet, men det er en anden historie. Figuren ovenfor viser også, at selvom krisen midlertidigt gjorde Danmark lidt ”fattigere” mellem 2007 – 2012, så har nationen som helhed aldrig været rigere end nu. Rigtig mange af os er ikke i nærheden af at være god for 1,1 million kroner, mange er tværtimod forgældet, hvilket selvfølgelig er fordi, formuerne er meget skævt fordelt.

En anden relevant dimension er udviklingen af nettoformuens størrelse sammenlignet med det offentlige budget. I 1994 var husholdningernes nettoformue og det offentlige budget omtrent det samme på henholdsvis 572 og 589 milliarder kr.. Men mens det offentlige budget blot er blevet 1,85 gange større i 2014 (Se krydset ved nedre højre hjørne på figuren ovenfor), så er husholdningernes nettoformue (Se slutningen af kurven) blevet hele 11,5 gange større. Eller sagt på en anden måde. De private (Husholdningernes) nettoformuer er steget 6 gange mere end det offentlige budget siden 1994!

En fjerde og desværre ganske aktuel sammenligning, er de mange milliarder i skattely. Ifølge Ekstra Bladet, som har brugt Nationalbanken, IBIS og Den Internationale valutafond som kilder, har danskere placeret omkring 130 milliarder ubeskattet kroner i udlandet ved udgangen af 2014. Et tal der formodes at stige ca 10% om året! Således må man anslå at det aktuelle tal er over 143 milliarder. Det er selvfølgelig forskelligt hvordan disse penge skulle være beskattet, men man overdriver nok ikke hvis man antager at de manglende indtægter fra skattely-milliarderne alene kunne betale 2/3-del af den offentlige nettogæld.

Man kan også selvfølgelig også perspektivere de 108 milliarder i offentlig nettogæld til specifikke offentlige udgifter. Fx kunne man jo spørge befolkningen, om den virkelig ønsker, at bruge et trecifret milliard beløb på indkøb og vedligeholdelse af jagerfly eller om mindre kunne gøre det?

Den sjette og sidste perspektivering, går på det offentliges indtægter. Fx vurderes det at boligskattestoppet, som i øvrigt forstærkede boligboblen i nullerne, fra 2001 og frem til 2020 har mindsket statens indtægter med omkring 130 milliarder. Altså også en god ”slat” over den samlede offentlige nettogæld.

Vi kan altså konstatere:

  1. At den årlige offentlige saldo og den offentlige nettogæld ikke er i konstant minus, men varierer med den samfundsøkonomiske situation.

  2. At vi på trods af krisen aldrig har haft bedre råd til velfærd før, både set i relation til husholdningernes private formuer og udlandsformuen.

  3. At Danmark har en Udlandsformue som er mere end 7 gange større end den offentlige nettogæld.

  4. At husholdningernes nettoformuer kun ville svinde med 1.63% hvis vi brugte den til at betale den offentlige nettogæld.

  5. At husholdningernes nettoformuer er steget hele 6 gange mere end det offentlige budget siden 1994.

  6. At de manglende indtægter pga boligskattestoppet, er større end den offentlige netto-gæld.

  7. At udgifterne til nyindkøb og vedligeholdelse af Jagerfly bliver større end den offentlige gæld.

  8. At de manglende indtægter fra skattely-milliarderne, alene kunne betale en meget stor del af den offentlige gæld.

Der er altså god grund til at forholde sig yderst skeptisk overfor folk, der påstår, at det offentlige underskud og den offentlige gæld betyder, at vi ikke har råd til den velfærd vi kender og som de fleste danskere ønsker, at bevare.

Der findes selvfølgelig mange andre relevante økonomiske aspekter og udfordringer. Fx er det rigtigt, at Danmark har udsigt til større udgifter til pensionister og sygdom, og færre arbejdsindkomst-indtægter pga små årgange at beskatte, men vi (og Holland) har også sparet mere op (omkring 4000 milliarder, hvor af størstedelen endnu ikke er beskattet!) til den demografiske udvikling end alle andre vestlige lande. Dertil kommer, at den demografiske udvikling, alt andet lige, også betyder færre udgifter til fx daginstitutioner, uddannelsessystem, SU, kontanthjælp osv..

I relation til den offentlige sektor og velfærd, handler det altså mindre om hvad vi har råd til, og i højere grad om i hvilken udstrækning vi vil finansiere velfærden via en bedre fordeling af de store værdier der uomtvisteligt er i landet, skattely-milliarderne undtaget.

Kilder generelt:

Mikkel Zøllner Andersen

Add Comment Register



Leave a comment