Noget råddent i staten Danmark

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har netop undersøgt konsekvenserne af EUs sparekurs, den såkaldte “nøjsomhedspolitik” som er fastlagt i EUs finanspagt. Analysen viser at EUs politik, og dermed også Danmarks politik, koster både vækst og arbejdspladser, og det kan ikke overraske: Nøjsomhed i krisetider har aldrig fungeret.

Her er analysens hovedkonklusioner:

  • Sparekursen koster arbejdspladser
    Den europæiske sparekurs koster underliggende tusinder af danske arbejdspladser.
    De finanspolitiske stramninger, der i øjeblikket ligger i støbeskeen frem mod 2016 i EU, koster underliggende ca. 20.000 danske arbejdspladser.
  • Sparekursen hæmmer væksten
    Sparevejen betyder, at væksten herhjemme bliver ca. 0,4 pct. point lavere i 2014.
    I 2015 og 2016 vil BNP være hhv. 0,75 pct. lavere og godt 1,2 pct. lavere sammenlignet med et forløb uden sparepakkerne.Selv om et stemningsskifte ser ud til at være på vej i dansk økonomi, er der således fortsat hård modvind fra udlandet.
  • Købmandslogik duer ikke i nationaløkonomi
    Mens EU’s krav om besparelser umiddelbart kan fremstå ansvarligt i en tid med store europæiske underskud, kan det reelt være økonomisk uansvarligt, da det forlænger krisen. De umiddelbare besparelser bliver desuden udhulet af stigende udgifter til arbejdsløse og færre skatteindtægter.

Fortidens synder er nutidens visdom

Merkels økonomiske kurs med stram tøjle på gæld, offentlige nedskæringer og frisættelse af storkapitalen er ikke en ny opfindelse. Det er gjort mange gange før og resultatet er altid øget ulighed, højere arbejdsløshed, højere social nød og en halvdød økonomi.

Danmark har aldrig haft flere penge end vi har nu, vi har aldrig eksporteret mere end vi gør nu – hvorfor har vi så arbejdsløshed? Fordi Merkels nøjsomhedspolitik er tillidsdræbende. Folk bliver bange for arbejdsløshed og social deroute. Derfor holder man på pengene, og det er præcis det som vi bokser med nu: Folk forbruger for lidt i en økonomi der er fuldstændig afhængig af forbrug. Det hedder en efterspørgselskrise – og kurverne over efterspørgsel i Europa, USA og Japan taler deres eget tydelige sprog:

domestic_demand_euro_crisis

Det er klart at en sådan økonomisk kurs, med indbygget social slagside, er stik modsat det som socialdemokratiet står for i befolkningens øjne. Folk opfatter S som et parti der har en social dimension. Men S har afskrevet den sociale dimension. De taler åbent om en “konkurrencestat”, de siger at de ikke længere vil bruge “omfordeling” men i stedet vil fokusere på at den enkelte har de værktøjer der skal til for at skaffe arbejde. Det lyder måske meget fornuftigt, men det er en ide grebet ud af en ikke-eksisterende virkelighed. I et konkurrencesamfund er der nogen der vinder og nogen der taber – og det er altid de færreste der vinder og de fleste der taber.

I et konkurrencesamfund er der nogen der vinder og nogen der taber – og det er altid de færreste der vinder og de fleste der taber.

Hvis vi ser tilbage på 2007 arbejdede stort set alt hvad der kunne krybe og gå – og vi manglede vitterligt arbejdskraft. Der er altså intet der tyder på at det er arbejdsstyrkens motivation der er noget galt med, og det ved både S, R og SF jo også godt. De er udmærket klar over at vi havde et finansielt sammenbrud i 2008, hvorfor opfører de sig så som om at det er de arbejdsløse og syges skyld at vi har været i problemer?

Helle og den Merkelige pagt

HTS har underskrevet Merkels finanspagt. Det er en underskrift der simpelthen forbyder at man bruger de værktøjer matematikeren Keynes lagde frem og som gang på gang har vist at de rent faktisk virker: Man låner penge og investerer dem i anlægsarbejder og lignende opgraderinger af samfundet. Den deraf følgende aktivitet genererer mere end man skylder væk og man kan betale penge tilbage samtidig med at man ser en generel velstandsstigning. Men med finanspagten er socialdemokratismens traditionelle værktøjer simpelthen blevet forbudte. I et vækstparadigme tror man at man kan spare sig til fremgang.

Hvorfor vil en socialdemokratisk statsminister vende ryggen til en socialt ansvarlig og økonomisk fordelagtig model og i stedet vælge den model der afstedkommer millioner af working-poors i Tyskland og har betydet massiv fattigdom i England? Hvorfor vælge den politik der i 20’ernes Tyskland gjorde eftervirkningerne af Versailles-freden meget mere brutale og således gødede jorden for Hitler og hans slæng? Den politik der i 20’ernes Japan afstedkom så megen nød at stærkt nationalistiske kræfter kunne tage over? Der må da være nogle fordele ved den finanspagt? Hvad får Danmark ud af det?

Svaret er enkelt: Intet! For Danmark er finanspagten et tilsagn om at ville gøre noget – men den indeholder intet om at få tilbage. En tro-og-love erklæring på at man vil gøre noget man sådan set bare ku’ gøre alligevel. Finanspagten er simpelthen en ed på at man vil føre højreorienteret økonomisk politik. En ed aflagt af en dansk socialdemokrat der på dette punkt på ingen måde kan henvise til “den parlamentariske situation” og dermed skubbe aben over på de Radikale, der jo ellers har tjent fint som alibi for S, der hver eneste gang de førte en kniv over dem der ellers stolede på dem har henvist til at “Jamen Radikale … og den parlamentariske situation”. Men en ed kan brydes, og derfor har HTS også skrevet under på at såfremt hendes egen eller den efterfølgende regering skulle gå hen og blive rigtige socialdemokrater, eller endnu værre “socialistiske” – ja, så kommer det til at koste en bøde i milliardklassen.

Vi summer lige op:

  1. Den nuværende økonomiske politik er dræbende … den er skyld i stagnation på arbejdsmarkedet hvilket er delvist tilsigtet men ikke indrømmet, medfører hæmmet vækst og har hårde sociale konsekvenser.
  2. HTS har skrevet under på at regeringen ikke vil føre klassisk social-demokratisk politik.
  3. HTS har skrevet under på at det vil den næste regering heller ikke, i så fald skal den betale milliarder i bøde.

Det er umuligt at forklare dette skift med at de “er blevet klogere”. Vi taler om en finansminister, et helt folketingshold og en statsminister der alle som een pludselig afsværger alt hvad de har stået for og falder på knæ for en giftig arbejdsgiverpolitik.

There is, og jeg er ked af at sige det, something rotten in the state of Denmark.

Esben Maaløe

Add Comment Register



Leave a comment