Fake news – det kan i selv være.

Avislæsning har været mig en omkostningstung affære. Ikke i rede penge, som medierne jo ellers har så desperat brug for, for den gang jeg havde råd, gad jeg ikke, og nu hvor jeg gider, har jeg ikke råd. Spørgsmålet er, om jeg så bliver ved med at gide, når jeg engang får råd igen, og det er jeg begyndt at tvivle stærkt på.

Denne artikel blev bragt første gang i netmediet POV International og er redigeret af Annegrethe Felter Rasmussen fra POV

Den omkostning avislæsning har haft for mig, er en demokratisk opvågnen. Muligvis lyder det ikke som en omkostning, men det har kostet mig den tryghed ved vores institutioner og samfundsindretning, jeg ellers ifølge herskende opfattelse burde føle.

Men jeg har ikke altid haft det sådan. Det var f.eks. gennem Informations oprulning af statsløsesagen, at det gik op for mig at vi har svare demokratiske problemer i landet. Problemer som underbygges og forstærkes af en åbenlyst tvivlsom demokrati-forståelse og -kultur på Christiansborg. Den gang troede jeg, at Tamil-sagen bare var den afvigelse, som ingen systemer kan garantere imod og en absolut undtagelse i Danmark, men Information hjalp mig altså til at få øjnene op, og siden da har jeg været ubehjælpeligt politisk engageret som borger – ikke som medlem af noget parti eller interesseorganisation.

Den demokratiske funktion, medierne har og som jeg lærte om i folkeskolen, er altså reel – det har jeg erfaret personligt – og det giver medierne et ansvar som de må løfte.

De genbrugte mediekaptajners klub

Desværre har medierne også et andet ansvar, et ansvar der går forud for ansvaret for demokratiet og som altid må løftes først: nemlig ansvaret for salgstal, klik og opmærksomhed. Vagthunden må selv sørge for pølsen, og så lukker vi mediebrugere momentant øjnene og håber, at tyven ikke har pølse med. I hvert fald er Pressenævnets indsats, hvor udmærket den end måtte være, langt fra effektiv nok.

Men når man nu ikke kan lave de økonomiske strukturer om, således at pressen ikke også er nødt til at vægte sensationen og det hurtige fix i jagten på overlevelse, så er medierne så meget desto mere nødt til at gøre deres arbejde grundigt og med indsigt i langt mere end blot, hvordan man opsporer en kilde, bygger en artikel op og smækker en saftig overskrift på.

Vi har en del store medieoutlets i landet, og deres ansvar er enormt, langt større end man fornemmer af deres kaptajner forstår. Kaptajnerne ved, at de først og fremmest er i konkurrence med hinanden, og at den konkurrence handler om popularitet, for den kan veksles til prestige og indtjening.

Den gode historie er ikke nødvendigvis den akkurate historie, den egentlig kedelige historie kan blive spændende hvis man twister den lidt. Det føles som om flere og flere kneb gælder.

Og hvis man bliver dømt for grove brud på presseetik og krænkelse af privatlivets fred fordi man ulovligt har aflyttet borgere, bliver man efter domsafsigelsen modtaget med kammeratlige skulderklap fra de andre kaptajner, og får i øvrigt stadig lov til at lave højtprofileret journalistik om politik. Mediechefer, der uretmæssigt har hængt uskyldige ofre ud på tabloidavisers forsider, undskylder og skynder sig videre til næste udnævnelse efter at have været til aflusning som ”konsulent” eller ”freelancer” eller undervist sagesløse journaliststuderende i et stykke tid. Andre suser blot videre efter at have kørt redaktioner i sænk med dårlig eller diktatorisk ledelse. Selv decideret skandaløs opførsel straffes ikke i den uigennemsigtige loge-lignende herreklub, som journalist Gretelise Holm kortvarigt fik sat fokus på, da hun for år tilbage skrev en nu kultlignende kronik om sagen i Politiken. Jeg har forstået, at teksten cirkulerer i feminist-kredse, men nogen effekt fik den ikke.

Fake news og meningssiloer er ikke forbeholdt de små nye sites

Kaptajnerne er også i krig med nye tendenser. I dag kan hvem som helst som bekendt, lave et website der ligner et professionelt nyhedssite, og det glædelige er, at de gør det. POV International er et sådant nyt site, der mestendels, ikke udelukkende, er befolket af journalister og akademikere.

Det knap så glædelige er at visse af disse små outlets ofte skriver lige præcis, hvad der passer ind i deres kram, uden nogen som helst loyalitet overfor den observerbare eller dokumenterbare sandhed. Den Korte Avis, i øvrigt vor integrationsministers eneste medie-like på Facebook, er et berømt eksempel – newspeek.dk et andet. Ingen af disse er medlem af Pressenævnet.

I de store medieoutlets, i mainstreampresssen, der hvor folk får løn, har chefer, der er bestyrelser, bygninger, kuglepenne med logoer osv. læser vi næsten dagligt om denne bekymrende udvikling.

Den har fået stemplet “fake news” – og alle med pressekort kan være enige om at den udvikling er højst bekymrende for renheden af den demokratiske informationsstrøm. Ja det er sandelig en “bekymrende” udvikling og det hersker der så godt som fuld enighed om.

Men … es gibt ja immer eine aber dabei … når vi nærlæser mainstreams egen produktion, altså den som angiveligt ja pr. definition, ikke er “fake news” så er den ikke sjældent selv fuld af fordrejelser, forkerte fakta og bevidst skæve vinkler. Ikke mindst planter denne presse ofte stærke indtryk som det kun ved eftertænksom nærlæsning viser sig, at der faktisk ikke er dækning for.

Det er simpelthen ikke godt nok.

Ved ikke at hæve sig milevidt over “rigtig” fake news mister medierne befolkningens tillid til mainstream, og borgeren er nu enten overladt til de forhåndenværende fake news site som vedkommende tilfældigvis er enig med i forvejen eller også er man overladt til sig selv og ens egen research.

Det kan ikke være en ønskelig udvikling, og hvis man skulle forestille sig, hvem der skulle kunne se en fordel i sådan noget, ja så falder folk som f.eks. Putin straks i tankerne. Han ser sikkert gerne den vestlige befolkning miste tilliden til egen presse aldeles. Af hensyn til den politiske balance vil jeg i øvrigt nævne at “vores” side også benytter disinformation og også kan have glæde af den i politiske og operationelt øjemed, og hvis man tvivler på rigtigheden af den påstand, så har man en meget kort hukommelse.

Det er hårde ord, jeg ved det godt, og jeg behersker mig endda, jeg synes de er for bløde. Men ord af sådan hårdhedsgrad må gerne følges op af påvisning af at det man taler om rent forholder sig i den kritisable stand man påstår at det gør.

DR og Politiken – hvem var mest sjusket?

Til den ende vil jeg tage fat i en nylig artikel i et større dagblad, som tager afsæt i den debat der er opstået omkring dr.dks artikel om de angiveligt 320 familier i Danmark der skulle sende 60 mia. i skattely.

men selv et hurtigt blik i rapporten bør være mere end nok til at forvisse sig om at Politikens udlægning af metoden er helt i skoven.

Der har været rig kontrovers om DR’s artikel og DR har måtte bløde den lidt op. Tallene er nemlig udtryk for kvalificerede skøn fra en forskningsrapport, og ikke præcise angivelser af faktuelle forhold. Hovedindtrykket af DR’s artikel er at “de meget rige sender deres penge i skattely” – og det hovedindtryk må desværre siges at være i overensstemmelse med alt hvad vi ved … eller gør vi?

Det kan vi nok finde ud af hvis vi slår op i Politiken, for de har skrevet en artikel der hedder:

“Det ved vi om rige familier med konto i skattely”

Artiklen tager afsæt i den rapport som DR refererede og først forklarer den tallene “320 rigfolk” og “60 mia. kr.” er antagelser som forskere er kommet frem til pba. oplysninger fra en læk i en verdens mange skattehavne, nemlig Schweiz. Forskerne har taget disse oplysninger og så via udregninger anslået hvordan det ville se ud hvis man kendte tallene fra alle skattely. Det er fuldstændig korrekt, men så vælter artiklens lødighed også efterfølgende.

Først tages undersøgelsens metode under behandling.

Et par hurtige nedslag i rapportens tekst viser følgende:

“In this Section we analyze three new samples of micro-data on high-end tax evasion: the HBSC

leak, the Panama Papers, and a sample of amnesty participants.”

“We combine stratified random audits—the key source used to study tax evasion so far—with new micro-data leaked from two large offshore financial institutions, HSBC, Switzerland (“Swiss leaks”) and Mossack Fonseca (“Panama Papers”). We match these data to population-wide wealth records in Norway, Sweden, and Denmark. We find that tax evasion rises sharply with wealth, a phenomenon that random audits fail to capture.”

Det bliver i Politikens version kogt ned til at forskerne har taget nogle tal fra et læk og ganget dem med 50.

Først sluttes et afsnit af med ordene “Forskerne har antaget, at HSBC på det tidspunkt havde to procent af markedet for velhaveres diskrete pengeanbringelse.” og det giver afsæt til næste hug under overskriften “Ganget med 50” hvorunder vi kan læse følgende:

“I et forsøg på at få et samlet billede af, hvordan det ville se ud, hvis forskerne havde haft adgang til alle skattelybanker, gangede de tallene fra HSBC-lækket med 50. På den måde nåede de frem til, at i alt 320 danskere kan have gemt 60 milliarder kroner for skattevæsenet i 2006.”

Det samlede indtryk kan sammenfattes således:

Forskerne gætter på at HSBC-lækket udgør 2 procent af de samlede pengeanbringelser i skattely, dernæst ganger de med 50.

Altså – der er bestemt ikke kun brugt “data fra et læk”, men fra flere læk. Disse sammenholdes med data fra de skatte-amnesti programmer der har været i de skandinaviske lande, samt mikro-data om velstandsfordelingen i de respektive skandinaviske samfund, hvorefter vores samlede viden om statistik, finansielle mønstre og en række andre forhold bliver taget i betragtning.

Jeg skal ikke påstå at min fremlægning af forskernes metode her er dækkende, jeg er lægmand – men selv et hurtigt blik i rapporten bør være mere end nok til at forvisse sig om at Politikens udlægning af metoden er helt i skoven. I min private subjektive optik er den simpelthen uvederhæftig. Et synspunkt der måske nok kan møde indvendinger, men at Politiken her afgiver konkret information der er i skarp uoverensstemmelse med den observerbare virkelighed og at det beklikker rapportens lødighed, bør være hævet over diskussion.

Tal, tal, tal og metodekritik

Hvem kan have interesse i en groft forenklet, nedgørende og ja … fordummende sammenfatning af et stykke seriøst forskerarbejde? Det kan vi ikke lige vide, vi kan kun spekulere, men vi ved så afgjort hvem der ikke kan have interesse i sådan en manøvre: Demokratiet og læserne, men den gryende mistanke om at Politiken her bedriver politik og ikke journalistik forstærkes i den grad når artiklens forfatter fastslår at:

“Men det er ikke noget forskerne ved. Det er statistik og teori, ganget op fra et ganske lille talmateriale – ikke levende danskere som er taget med fingrene i kagedåsen i Geneve.”

Den urimelige udlægning af metoden gentages som del-konklusion: “ganget op fra et ganske lille talmateriale” – indtrykket der overleveres er klart: Du kan ikke regne med den rapport, de har bare ganget lidt oplysninger op. Desuden slås det fast at der ikke er tale om “levende danskere der er taget med fingrene i kagedåsen” og her er optakten til næste led i artiklen der skal vise sig at udvikle sig til at ligne et temmeligt underlødigt defensorat for landets store, pengetunge familier, for som artiklen fortsætter:

“Vi ledte – men de var der ikke”

“Politiken undersøgte gennem adskillige måneder i 2014 og 2015 de lækkede dokumenter fra HSBC. Hvis de 320 rigeste danske familier havde optrådt i materialet med penge, som var gemt for Skat, havde Politiken skrevet om dem.”

Undersøgte Politiken Panama-lækket? Det gjorde forskerne nemlig selvom Politiken konsekvent misrepræsenterer dette forhold. Nej – det viser sig iflg. Politiken at de eneste POL fandt, da de kun kiggede i et læk var af typen “tæppehandler” og “enkefrue” og som POL fortsætter:

“Vi fandt få navne, som hører hjemme på en Top 50 liste over de mest velhavende danskere. Dem undersøgte vi nærmere, og kontaktede dem for at høre deres egen version. Det er ikke i sig selv ulovligt at have penge i en bank i Schweiz.”

Her begår Politiken selv den fejl som de ellers forsøgte at give indtryk af at rapporten begik. De forlader sig på oplysningerne i et (og kun et) læk og antyder derfra noget om helheden. Kunne det evt. tænkes at der kun var få navne fra dansk top-50 fordi der er mange flere skattely end Schweiz og mange flere institutter end blot HSBC?

Kan vi først urigtigt beklikke nogen ved at påstå at de ser på for få data for derefter selv at gøre nøjagtig det samme og lade resultatet af denne utilstrækkelige indsigt stå som artiklens konklusion? Er det en lødig fremgangsmåde?

Holder selve indtrykket: Der er næsten intet om disse rige familier i det ene læk POL har kigget i, og derfor er der nok ikke så meget om snakken? Kan artiklens overskrift “Det ved vi om rige familier med konto i skattely” bære?

Svaret er i begge tilfælde nej. Allerede i starten af artiklen lød en overskrift ’Handler ikke om Lego eller Mærsk’ – og efterfølgende i artiklen har vi altså set et rimeligt underlødigt forsøg på at underløbe rapportens lødighed. Det efterladte indtryk er klart at ’der er altså ikke rigtigt noget at komme efter mht. Mærsk og Lego’

Om Mærsk ved vi at de har så mange aktiviteter i skatte- og informations ly at de betragtes som landets største brugere af den slags. Der er ganske vidst ikke påvist urent trav, men det er jo en af fordelene ved informations- og skattely, man kan ikke vide hvad der foregår.

LEGO er blevet taget på fersk gerning i skattetænkning, hvilket BT har skrevet om: http://www.bt.dk/danmark/undgaar-skattefar-lego-scorer-kassen-i-skatteparadis

“Lego-bossen Kjeld Kirk Kristiansen har i årevis fået sendt Lego-millioner til det lille skatteparadis Zug i Schweiz uden om det danske skattevæsen.”

BT kan i dag afsløre, at Kirk-familien har skrabet en hemmelig formue sammen ved at oprette selskab i alpelandet og sørget for dette selskab fik rettighederne til varemærket Lego.”

Altså – man laver et firma hvis eneste opgave det er at eje ens logo og så lader man det firma overfakturere ens hovedfirma for brug af dette logo.

Hvordan harmonerer det med Politiken, der i sin artikel opsummerer og bruger vendingen “det vi ved” og overskriften ”handler ikke om Mærsk og Lego”, hvorefter skribenten kommer frem til den konklusion, at der ikke er grund til at antage at disse familier skulle benytte sig af skattely. Men hvordan ved vi det? Blot fordi POL ikke kunne finde det i gennemgangen af en enkelt banks aktiviteter?

POL-artiklen er desværre langt fra eneste eksempel. Der er rigtigt mange. Det er som om chefredaktørerne bedriver politik pr. presse, hvilket den verserende Støjberg-sag faktisk er et pinligt tydeligt eksempel på. Næppe nogen rystende nyhed eller ny indsigt, men det er ved at udvikle sig til uantagelige proportioner, og mainstream pressen mister i stadigt stigende grad troværdighed. Folk taler sammen på FB. Avisartiklerne har fået mange flere tusinde par kritiske øjne. Min konklusion er simpel men beskæmmende: medierne lever for sjældent op til den funktion, de retteligen burde have i et demokrati. Og det kunne jo være en af grundene til, at brugerne bliver mindre og mindre interesseret i at betale for dem, og det er i hvert fald det rene gift for demokratiet. ”Det står i avisen” bør være et kvalitetsstempel, ikke en vittighed.

Esben Maaløe

Add Comment Register



Leave a comment