Eliten er fantastiske

I anledning af den varslede fløjteprotest i fælledparken 1. maj: Ikke kun fordelingen af livsmuligheder i landet er hamrende skæv. Retten til at definere sandheden er også yderst ilde stedt når det kommer til lige adgang. Senest forsøger man sig med at gøre statsministeren til et offer fordi en stor gruppe mennesker der er ramt på liv og levned af en ubarmhjertig og ubegavet "reform"-politik har tænkt sig at give sig højlydt til kende i protest.

Eliten er fantastiske. De kan gøre ret til vrang, løgn til sandhed og helt af en hykler.

Hvis man stiller sig op på en sæbekasse og holder en tale så risikerer man både klapsalver og buh-råb. Det har INTET med truet ytringsfrihed at gøre. Statsministeren bruger mindst 230 mio. kr om året af skatteydernes penge på netop at ytre sig og på at finpudse denne ytring så den er så “hensigtsmæssig” som muligt, hensigten er IKKE at informere, hensigten er at fordreje.
Ytringsfrihed handler om at sikre at mennesker kan have og udtale enhver holdning de måtte have på hjerte. Ytringsfrihed handler ikke om at sikre en magthavers ret til at udsprede sin propaganda. Det er et hårdt ord propaganda ikke sandt? Men hvad skal man kalde det når folk siger eet når de skal bruge stemmer men gør noget andet når først de har fået magten? Det er da et skoleeksempel på praktisk anvendt propaganda er det ikke?

Når man lyver er man en løgner, når man hykler er man en hykler

Dengang Helle Thorning-Statsminister gerne ville have vores stemmer skrev hun bl.a.på

helle hykler

facebook

“Vær med til at minde [VK] regeringen om at bankdirektørens skattelettelser ikke harmonerer med fyringer på vores sygehuse og af lærere og nedskæringer i ældreplejen”

Hvad skete der da HTS selv kom til? Bankdirektøren fik skattelettelse og antallet af varme hænder faldt. At tale usandt er det samme som at lyve. Når man lyver er man en løgner.

“Det er ikke rimeligt at dagpengemodtagerne og børnefamilierne skal betale for de ufinansierede skattelettelser og kriseregningen. Et nyt flertal annullerer urimelighederne, vi skal have et moderne og solidarisk dagpengesystem. Og så skal børnefamiler have tryghed i deres økonomi. Derfor vil vi føre børnechecken tilbage til det som familierne kender i dag”

Det kom både dp-modtagere og børnefamilier nu alligevel. Det nye flertal fortsatte ufortrødent det hærværk som VK regeringen indledte og forsømte dermed at annullere noget som helst. Børnefamilierne har IKKE tryghed i deres økonomi, specielt ikke hvis en af forældrene er på kontanthjælp, så bliver den nemlig taget fra vedkommende. Børnene? Ja de har ingen skyld i hverken arbejdsløshed eller kh-forringelser, men de skal altså også straffes. Er det vel fair?

” … i aften skal vi vide hvorfor hun [Pia Kjærsgård] brugte sin indflydelse på at skære i SU’en og sige ja til nedskæringer på vores ældreplej og sygehuse. Alt imens hun giver enorme skattelettelser til de mest velhavende”

Man skulle tro at det var en profeti om hendes eget fremtidige virke, men det var altså en kritik af Pia Kjærsgaard. Hvis man kritiserer nogen for noget så skal man ikke selv gøre nøjagtig det samme selv så snart man får chancen. At sige et og gøre noget andet er simpelthen definitionen på hykleri. Hvis man begår hykleri er man en hykler.

” … danskerne der troede at de kunne regne med deres folkepension og efterløn … det er historisk at regeringen [VK] løber fra sine løfter”

Det er demokrati siger de

Nåja – danskerne kan nu regne endnu mindre med både folkepension og efterløn og de kan da slet ikke regne med deres statsminister eller hendes regering. Hvis det var historisk at VK løb fra sine løfter – ja så kan man jo kun sige een ting om regeringen HTS: Den gentog historien og løb dermed fra sine løfter og er derfor valgt ind på et falsk mandat. Er det demokratisk?
Det bliver hævdet fra socialdemokratisk side at man var offer for den parlamentariske situation og var nødt til at rette ind. Men det er helt tydeligt at man fører politikken med god (eller dårlig) vilje. Hvilken parlamentarisk situation krævede f.eks. at Helle skrev under på EUs finanspagt – den der nødvendiggør de overflødige og dårlige reformer? Svaret er at det var der ingen parlamentarisk situation der krævede.
Corydon udviser også usædvanlig flid i at udføre noget han angiveligt er imod … faktisk er han slet ikke imod, det er helt tydeligt. Der er ingen slinger i valsen når han laver en usædvanlig dårlig handel og forærer dansk infrastruktur som DONG til en rovgrisk amerikansk pengetank som Goldman Sachs, til skade for både dansk energi og statsbudgettet.

DONG-“salget” er ikke et salg.

Det er et lånearrangement fordi den danske stat i et uskønt morads af en aftale bl. a. garanterer Goldman Sachs at de ikke vil miste penge.

Læs mere her

Hvis man tvinges til at gennemføre en politik der gør en til løgner og hykler – så siger man “Nej tak!” og forlader posten. Det er det eneste redelige at gøre.
Og hvad gør man som tilhører når damen på sæbekassen står og både lyver og hykler på en gang? MAN RÅBER DA BUH! OG MAN RÅBER DA GÅ HJEM! Men nej, eliten har særret, de har privilegier. De må gerne lyve og hykle og de må helst ikke forstyrres når de gør det. Det er nemlig udemokratisk. Det er åbenbart ikke udemokratisk at bondefange stemmer …

Fagforeninger truer og “socialister” håner

LO-formanden i København er kommet med slet skjulte opfordringer til vold. Han kan desværre “ikke garantere” at smedene i METAL ikke vil tage til fysisk genmæle overfor den annoncerede fløjtekoncert. Hvis man udtrykker bekymring om vold og samtidig identificerer de mulige voldsmænd som tilhørende ens egne rækker, ja så ER det en slet skjult opfordring til vold. Fascisterne brugte samme metode når deres parlamentarikere skulle sige ting der egnede sig til videretryk. Formuleringer der bagefter giver rum til at beklage og sige “ja det var jo ikke mig der synes det skulle gå sådan” og medierne tager ikke den vinkel op!
Den såkaldte socialist Holger K fra det såkaldt socialistiske parti SF har netop sammenlignet folkets protest med brunskjorte metoder, samtidig med at han kalder dem halvhjerner. Hør – var det ikke præcis en brunskjorte metode? At identificere udsatte befolkningsgrupper med hånende ord? Og den søde Ida Auken der såmænd sprang fra SF og helt over til det mest neo-liberale Radikale der nogensinde har været da hendes karriere blev truet af SFs kollaps håner med:

»Jeg var død af grin, da jeg så den. Bedste demonstration af, hvorfor Holger K havde ret, da han kaldte fløjteaktivisternes plan 1.maj for halvhjernet«

og de skulle være landets bedste? De håner deres befolkning!
Men hele det samlede parnas, alle medierne, alle de højreorienterede politikere fra SF og derudaf – incl. de såkaldt liberale med al deres snak om frihed, tager den stærke i forsvar, tager løgnerens parti og bakker op om hykleren samtidig med at de altså foretrækker en politik der så decideret gør mange danskere meget mere ufrie end de var tidligere. Fra hykler til hykler støtten åbenbart går. Den statslige public-service station lokker en af de protesterende ind på falske præmisser, gør vedkommende til grin og fraklipper hendes værdige reaktion. Politikens lystige ugerevy gør sig lystig over den episode og undgår omhyggeligt at nævne det faktum at indslaget blev skamklippet, for hey – så er det jo ikke morsomt længere.

Danmark, du er på afveje

Vi skal være smarte hvis vi skal vinde over dem der har alle ressourcerne og fløjtekoncerten er decideret usmart, et skud i egen fod med et oversavet haglgevær men kan man forlange køligt overblik fra dem hvis livsgrundlag og fremtidige livskvalitet er truet? Nej det kan man ikke – det kan man forlange af dem der har magt, dem der har det godt, dem hvis liv og levned tegner lovende.
Danmark … du er på afveje. Du ledes af små ånder i små men meget dyre sko. Der er kun os, folket, til at skifte kurs. Fløjteriet er en manifestation af dette faktum. Vandet koger over hvis ikke nogen afblæser te-selskabet og fløjter festen af. Parnasset vil ikke og så må vi jo.

Esben Maaløe

Add Comment Register



Leave a comment