Alle ledige kunne komme i arbejde hvis bare …

... vi brugte nettoudgifterne til overførselsindkomst og aktivering på rigtige produktive offentlige stillinger, kunne vi ansætte 115.000 ledige til en løn på 284.000 kr. brutto om året

Der er blevet fyret over tredive tusind offentligt ansatte siden krisen i 2008. Og det er ikke fordi opgaverne er blevet mindre. Tværtimod. Normeringerne er historisk lave i daginstitutionerne. Pædagogerne har langt fra tid nok til, at tage sig godt af de små. Det er et menneskeligt afsavn for børnene her og nu, og sandsynligvis en stor samfundsøkonomisk omkostning på sigt når der bliver flere børn og unge med psykiske og sociale problemer. Den samme problematik gør sig gældende mange andre steder i det offentlige. Ikke mindst på plejehjem og i sundhedsvæsenet, som oven i købet vil blive yderligere udfordret de kommende år. Hvilket blandt andet skyldes vores mange ældre, som jo heldigvis lever længere end tidligere.

Ved udgangen af 2016 var der ca 115.000 brutto-ledige. Dvs. jobparate modtagere af dagpenge, kontanthjælp og uddannelseshjælp (netto-ledige) plus jobparate aktiverede dagpenge-, kontanthjælps- og uddannelseshjælps-modtagere, herunder personer i løntilskud, omregnet til fuldtid. Fleksjobberne er der imod ikke omfattet.

Tænk hvis vi kunne ansætte alle disse medborgere til fx, at sikre børnene en bedre omsorg i daginstitutionerne, en bedre undervisning i skolerne, flere fritidsaktiviteter og forebyggende indsatser i socialt belastede områder, en bedre behandling på hospitalerne, en værdig tid på plejehjemmene osv.. Det ville øge livskvalitet og indlæring og det ville mindske de sociale problemer, kriminaliteten og uden tvivl også give en gevaldig samfundsøkonomisk gevinst på længere sigt. Færre arbejdsløse betyder også i sig selv, færre udgifter til behandling af sygdom og misbrug. Det ville med andre ord være en mulighed for at skabe positive selvforstærkende cirkler. Det er i øvrigt et anerkendt faktum i socialforskningen, at øget ulighed giver mere dysfunktionelle samfund.

’Men vi har jo ikke råd’ lyder det og ’alle gode forslag skal være finansieret’. Men udgifterne til kontanthjælp, dagpenge, drift og aktiv beskæftigelses-indsats, er som bekendt ikke småpenge. Så gad vide hvor mange ordinære produktive jobs vi kunne skabe for dem?

Hvor mange jobs kan vi få for udgifterne til arbejdsløshed?

Det er et større regnestykke, som her i artiklen får en statisk karakter. Det vil sige at en lang række forhold som i virkeligheden er dynamiske ”holdes lige”. Men hovedpointen her er ikke en konkret anvisning på hvad man kan gøre, men en illustration af at vi umuligt kan mangle manøvrerum. Det er altså hverken tre milliarder eller 10.000 arbejdspladser til eller fra, der er det afgørende. Det afgørende er at illustrere at vi kan bruge både vores økonomiske og menneskelige ressourcer langt bedre end vi gør nu hvis vi vil og til alles fordel.

I de følgende afsnit gives et cirka bud på hvor meget vi bruger på beskæftigelsesindsats mv., og på nettoudgifter til de brutto-lediges overførselsindkomster. Du kan eventuelt springe de tørre mellemregninger over og hoppe direkte til afsnittet ”Samlede udgifter” længere fremme.

Udgiften til løn ville være den samme som de tidligere udgifter til overførsler og beskæftigelsesindsats mv., mens alt det 115.000 mennesker kan lave vil være ren gevinst for samfundet!

Nettoudgift til dagpenge

Der tages i det følgende udgangspunkt i de beløb, som blev afsat på finansloven 2016 via beskæftigelsesministeriet.

Brutto-udgiften til arbejdsløshedsdagpenge er sat til 17,7 mia (17.651.500.000 kr.) Heraf ryger en del direkte tilbage til staten i form af skat. Skattens størrelse er svær at beregne præcist pga. folks varierende økonomiske forhold, så jeg anslår et cirka-beløb på xx%. Vi ved at en fuldtids-dagpengemodtager får max 220.470 kr. om året. Via SKATs skatteberegner kan man konstatere, at en enlig dagpengemodtager i Københavns kommune, alt andet lige, skal betale ca 61.836 i skat af en indkomst på 220.470, svarende til 28% (61.836 / 220.470 = 0,28 = 28%).

Man kan indvende, at en del har større fradrag af forskellige årsager. Omvendt er det ikke alle, som får fuld dagpengesats. Så lad os antage at staten får ca 28% af udgifterne til dagpenge tilbage. Nettoudgifterne til dagpenge anslås derfor til 100 – 28 = 72% af brutto-udgifterne på 17,7, svarende til 12,7 mia..

(72 / 100 gange 17.651.500.000 = 12.709.080.000)

Nettoudgifter til kontanthjælp

Der er forskel på kontanthjælpens størrelse alt efter om man er enlig, samboende, har børn osv.. Jeg skal bare blot bruge et cirka-beløb og deler KH-modtagerne fifty fifty op i enlige og enlige forsørgere, da det vil føre for vidt, at differentiere yderligere, med ægtefæller, unge-ydelse, integrationsydelse mv., her.

På finansloven var afsat 5,4 mia. (5.405.300.000 kr.) til kontanthjælp, revalidering mv.. Vi antager halvdelen, ca 2,7 milliard, af udgifterne er til enlige. En enlig KH-modtager får brutto 11.143 pr måned svarende til 133.716 om året før skat. En tur i skatteberegneren, a la ovenfor, viser, at skat får 30.611 kr., svarende til 23% tilbage (30.611 / 133.716 = 0,228 = (ca) 23%).

En enlig forsørger får 14.808 kr. pr. måned , svarende til 177.696 om året. En tur i skatteberegneren viser, at skat får 46.176 kr., svarende til 26%, tilbage .

(46.176 / 177.696 = 0,259 = (ca) 26%).

Den ene halvdel betaler altså 23% tilbage, mens den anden halvdel betaler 26% tilbage. Jeg anslår derfor en skattebetaling lige midt imellem på 24,5%, selvom det nok er lidt højt sat, da mange unge under 30 og flygtninge får en væsentlig lavere ydelse og følgelig betaler en mindre procentdel i skat.

Nettoudgifterne til kontanthjælp mv. anslås derfor til 100 – 24,5 = 75,5% af brutto-udgifterne på 5,4 milliarder kr., altså ca 4,1 mia.. (75,5 / 100 gange 5.405.300.000 = 4.081.001.500).

De samlede nettoudgifter til overførselsindkomst er:

Dagpenge 12,7 mia.

Kontanthjælp 4,1 mia.

Alt i alt 16,8 milliarder kroner om året.

Øvrige udgifter

Men det offentlige har flere udgifter til arbejdsløshed. Særligt beskæftigelsesindsatsen koster mange penge. De samlede såkaldte ”arbejdsmarkedsserviceudgifter”, herunder aktiv beskæftigelsesindsats og en del af udgifterne til løntilskud, udgør ca 4,4 milliarder kr. på finansloven 2016. Dertil kommer yderligere 991 millioner (ca 1 mia.) til revalidering og løntilskud under hovedposten ”Fastholdelse og international rekruttering”.

Ifølge det såkaldte Carsten Koch udvalg koster jobcentrene ca 3,5 milliarder i drift om året. Her af bruges ca 40% på borgerrettede opgaver med folk på arbejdsløshedsunderstøttelse og kontanthjælp. (Det tal finder jeg på baggrund af ”Tabel 3.3 Fordeling af borgerrettede årsværk fordelt på jobcentrets ydelsesgrupper” på side 33 i rapporten. Jobcentrenes direkte udgifter med de brutto-ledige er altså:

40 / 100 gange 3.500.000.000 = 1,4 milliarder kr..

Forestiller vi os at alle kom i arbejde vil udgifterne til boligstøtte falde. På finansloven var der afsat lidt over ti milliarder til individuel boligstøtte. Heraf bruges ca 7,6 mia. til pensionister og ca 2,3 mia. til boligsikring af ikke-pensionister. Det synes rimeligt, at antage, at der kan spares 1 milliard kr. hvis de brutto-ledige kommer i arbejde til en betydelig større indkomst og altså følgelig får mindre eller ingenting i boligstøtte.

De samlede sparede udgifter til beskæftigelsesindsats, revalidering, løntilskud, jobcenter-drift, boligstøtte mv.. er altså på ca:

Arbejdsmarkedsserviceudgifter 4,4 milliarder kr.

Yderligere udgifter til revalidering og løntilskud 1,0 milliarder kr.

Jobcentrenes relevante borgerrettede udgifter 1,4 milliard kr.

Boligsikringsudgifter 1,0 milliard kr.

Alt i alt = 7,8 milliarder kr..

Samlede udgifter

De samlede udgifter forbundet med de brutto-lediges arbejdsløshed er således omtrent:

Nettoudgifter til overførselsindkomst 16,8 milliarder kr.

Øvrige udgifter 7,8 milliarder kr.

Samlede udgifter 24,6 milliarder kr.

Der vil givetvis også være andre besparelser i form af mindre sygdom, højere egenbetaling af daginstitution, tandlægehjælp osv.. Det synes derfor rimeligt at antage, at besparelsen pr brutto-ledig som kommer i arbejde PT er mindst:

24.600.000.000 / 115.000 = 213.913 (ca 214.000) kroner pr person.

Bemærk udgiften på ca 214.000 pr person. Den vender vi tilbage til om lidt.

Hvad kan man få for pengene?

Man kan hverken ansætte en lærer eller en pædagog til 214.000 kr. brutto. Men det interessante er netto-udgiften ved ansættelsen, ligesom vi fandt nettobesparelsen på overførselsindkomsten. Med andre ord hvad koster det reelt samfundet (netto), at ansætte en given person efter vedkommende har betalt skat? Det varierer selvfølgelig med lønnens størrelse. En pædagog koster fx i omegnen af 300.000 kr. brutto, mens en medhjælper koster ca 216.000.

Ved at ”lege” lidt med skatteberegneren fandt jeg ud af, at der af en brutto-lønindkomst på 284.000 for en enlig i Københavns kommune, skal betales 70.250 kr. i skat . Den årlige nettoudgift ved en bruttoløn på 284.000 om året er derfor:

284.000 – 70.250 = 213.750

Altså omtrent det samme som den årlige nettoudgift pr ledig.

Det vil med andre ord sige, at for alle de penge vi bruger på de 115.000 brutto-ledige, vil vi i stedet kunne ansætte hver og en af dem i produktive stillinger til gavn for samfundet til en løn af mindst 284.000 kr., svarende til 23.666 kr. om måneden, før skat. Eller, selvfølgelig, nogen til en højere løn (faglærte) og andre til en tilsvarende lavere (medhjælpere, assistenter, osv.) lønudgift.

Udgiften til løn ville være den samme som de tidligere udgifter til overførsler og beskæftigelsesindsats mv., mens alt det 115.000 mennesker kan lave vil være ren gevinst for samfundet!

Endelig er en del af de registrerede ledige kun arbejdsløse i kort tid i forbindelse med jobskifte. Når nu ledigheden er på omkring 4% og vi antager reel fuld beskæftigelse ved en ledighed på 1,5% så svarer det til at 37,5% af de brutto-ledige ikke har brug for hjælp til at finde et job. Det vil omvendt sige, at det kun er 100 – 37,5 = 62,5% (af 115.000), svarende til ca 72.000, som har brug for arbejde.

(62,5 / 100 gange 115.000 = 71.875)

Hvis vi trækker udgifterne fra de (37,5%), der selv finder arbejde fra de 24,6 milliarder i udgifter, så får vi en besparelse på ca 9,2 milliarder kr..

(37,5 / 100 gange 24.600.000.000 = 9.225.000.000)

Vi kan altså teoretisk set ansætte alle dem, der har brug for hjælp til at finde et job, til en løn af 284.000 kr. og stadigt spare ca ni milliarder kr. om året!

DOG er det her, som jeg skrev indledningsvist, et statisk regnestykke, som i virkeligheden har dynamiske konsekvenser. Nedlægger man de arbejdspladser, som følger med beskæftigelsesindsatsen, skaber det selvsagt ekstra arbejdsløshed, tilbyder man alle job ville flere ikke-registrerede ledige sikkert melde sig, risikoen for flaskehalse øges, inflation og lønforhold kan påvirkes osv.. Omvendt øger det efterspørgslen og der igennem vækst og økonomi og nye arbejdspladser og større skatteprovenu, når de fattigste får flere penge at forbruge. Og der er som bekendt mange fra både Sverige og Østeuropa, som meget gerne vil give en hånd med.

Der er altså penge sparet på overførsler og beskæftigelsesindsats, hvis man i stedet opretter ordinære jobs … der er ingen tvivl om, at vi sagtens kan fjerne arbejdsløsheden, forbedre den offentlige service markant og spare / tjene flere milliarder hvert år.

Hvis vi vil – vil vi?

Der er altså penge sparet på overførsler og beskæftigelsesindsats, hvis man i stedet opretter ordinære jobs. Og penge tjent på alt den værdi, som de tidligere arbejdsløse i stedet producerer i arbejde. Og ikke mindst hundredetusind mennesker, der måske får et større indhold i livet og i alt fald slipper for stigmatisering og fattigdom.

I praksis er det altså mere omstændigt og dynamisk end i teorien. Men der er altså ingen tvivl om, at vi sagtens kan fjerne arbejdsløsheden, forbedre den offentlige service markant og spare / tjene flere milliarder hvert år.

Hvis vi vil – vil vi?

Mikkel Zøllner Andersen

Add Comment Register



Leave a comment